Stort og småt fra vores verden

2023 byder måned efter måned på store biograffilm!

Næste år er sprængfyldt med fantastiske filmtitler – både danske og udenlandske. Ja, for at det ikke skal være løgn, så har vi faktisk noget at se frem til i hver eneste uge i hele 2023. For at give dig en lille teaser, har vi fokuseret på én stor titel hver måned.

JANUAR:
”Babylon” giver dig et indsigtsfuldt billede af Hollywood i 1920´erne, hvor man gik fra stumfilm til talefilm. Filmen er spækket med glam, drama, humor og den dekadente livsstil, som var indbegrebet af ”the old Hollywood”. En underholdende film på alle parametre som egner sig ubeskrivelig godt til det store lærred. 
I hovedrollerne ses blandt andre Brad Pitt, Margot Robbie og Tobey Mcguire.
Filmen har premiere den 19. januar 2023.

FEBRUAR:
”Kysset”, er et romantisk drama af den danske Oscar-vinder Bille August. Filmen udspiller sig i 1913, hvor 1. Verdenskrig venter lige om hjørnet. Gennem filmen opstår der et kærlighedsforhold mellem officeren Anton og Baronens datter, Edith. Edith er lam efter en tragisk rideulykke, og imens Anton får medlidenhed for Edith, forelsker hun sig i Anton.
På rollelisten genforenes instruktøren med Esben Smed, der spillede titelrollen i Bille Augusts ”Lykke-Per”.
Filmen har premiere den. 23. februar 2023.
 

MARTS:
”Ustyrlig” er et dansk drama, der udspiller sig i 1933 på den omdiskuterede kvindeanstalt på Sprogø. Filmen følger den 17-årige Maren, der under sit ophold møder Sørine, som har tilbragt seks år på anstalten og tilpasset sig rammerne. De to kvinder opbygger et venskab, som ender med at få store konsekvenser for dem begge.
Filmen har premiere den. 9. marts 2023.


APRIL:
”Super Mario Bros. Filmen” er baseret på Nintendo-spillet ’Super Mario Bros.’ og dens mange efterfølgere. Blikkenslageren Mario og hans bror Luigi kæmper sig igennem rør og mærkelige skabninger for at redde prinsessen fra fangenskab. Den bliver uden tvivl et hit blandt nostalgikerne der husker den lille blikkenslager samt børn og unge mennesker.
Filmen har premiere den 6. april 2023.


MAJ:
”Fast and Furious 10”, der også kaldes ”Fast X” behøver nok ikke den store introduktion. Filmene har været en bragende succes og har derfor også fået den ene fortsættelse efter den anden. Den 10. film, som igen har Vin Diesel i den bærende rolle, bliver del 1 ud af 2 finalefilm. Herefter skulle det efter sigende være slut med franchisen.
Der er endnu ikke sluppet meget ud om handlingen, udover at ”hele” familien samles til den store finale!
Filmen har premiere den 18. maj 2023.
 

JUNI:
”Indiana Jones and The Dial of Destiny” – Yep! Harrison Ford er for femte gang tilbage som Indiana Jones. Handlingen udspiller sig i 1969, hvor Rusland og USA kæmper om at blive de første i rummet. Her må Indy krydse klinger med gamle nazi fjender, herunder danske Mads Mikkelsen, der spiller rumforsker og nazi-skurken Voller. 
Filmen har premiere den 29. juni 2023.
 

JULI:
”Mission Impossible 7; Dead Reckoning Part One” Ethan Hunt er tilbage som agent for syvende gang og ud fra titlen tyder det på, at der også kommer en otter. 
Der er endnu ikke sluppet noget ud omkring handlingen, så vi må vente på mere information. Hvad der er helt sikkert, er dog, at det er Tom Cruise der er tilbage i hovedrollen.
Filmen har premiere den 13. juli 2023.
 

AUGUST:
”For evigt”, er en dansk science fiction-film, der handler om et voldsomt jordskælv, som forsager en sprække flere kilometer under Atlanterhavets overflade. Hændelsen fremskynder de globale klimaforandringer og udgør pludselig en trussel mod menneskeheden. Sideløbende følger vi det nyforelskede par Elias og Anita. Elias får en prominent rolle på holdet af videnskabsmænd, der skal forsøge at lukke sprækken i havbunden.
Dramaet bevæger sig mellem kærlighedshistorien på landjorden og de videnskabelige fund nede på havets bund.
Filmen har premiere den 3. august 2023.
 

SEPTEMBER:
”Befrielsen” baserer sig på virkelige hændelser fra tiden op til 2. verdenskrigs afslutning og månederne efter. Forstanderfamilien bestående af Jacob og Lis samt deres 12-årige søn beordres til at huse femhundrede tyske flygtninge. Familien står nu i dilemmaet om hvad der er rigtigt og forkert. For skal de hjælpe de tyske flygtninge eller hade dem indædt ligesom resten af landet?
'Befrielsen' er filmet på Ryslinge Højskole, hvor der i 1945 blev oprette en interneringslejr for civile tyske flygtninge.
Pilou Asbæk og Katrine Greis-Rosenthal er hovedrolleindehaverne i denne skildring om 2. verdenskrig.
Filmen har premiere den 21. september 2023

OKTOBER:
”Jagtsæson 2: I medgang og modgang” er efterfølgeren til ”Jagtsæson” fra 2019, der blev en kæmpe biografsucces. Mille Dinesen, Stephanie Potalivo og Lærke Winther er tilbage som Eva, Bella og Marlene.
Evas liv kører stadig ikke på skinner og hun har nu mistet sit job, mens Bella skal giftes med Evas eksmand og Marlene er blevet forfremmet. For at skabe en ny karrierevej som festplanlægger, vælger Eva at arrangere Bellas polterabend. Hvilket bogstaveligtalt ikke går efter planen!
Filmen har premiere den 5. oktober 2023.
 

NOVEMBER:
”The Ballad of Songbirds and Snakes”, her er vi tilbage i Hunger Games universet og den tid, der går forud for Katniss Everdeen. Vi bliver præsenteret for den unge Coriolanus Snow og får måske en bedre forståelse af, hvorfor han er blevet som han er.
Derudover møder vi Lucy Baird fra distrikt 12, der er deltager i den 10. udgave af The Hunger Games.
Filmen har premiere den 17. november 2023.
 

DECEMBER:
”Nattevagten 2: Dæmoner går i arv”, er fortsættelsen til den populære danske gyserfilm ”Nattevagten” fra 1994 med Nikolaj Coster-Waldau, Kim Bodnia og Ulf Pilgaard i hovedrollerne.Det, der skete på Retsmedicinsk Institut for knap 30 år siden er aldrig blevet glemt og Emmas forældre Kalinka og Martin er aldrig kommet sig over oplevelsen. Nu går Emma i sin fars fodspor og bliver nattevagt.
Ole Bornedal står bag manuskript og instruerer fortsættelsen, som han også gjorde på den originale film.
Filmen har premiere den 25. december 2023.