Stort og småt fra vores verden

Se programmet for Biografklub Danmark sæsonen 2024/2025

Et nyt Biografklub Danmark-program er netop blevet offentliggjort, og vi begynder med et forventet dansk hit!

”Mørkeland”, premiere 22. august
Du husker måske journalisten Ulrik Torp fra ”Kongekabale” fra 2004? Nu er både karakteren og hovedrolleindehaveren Anders W. Berthelsen tilbage, 20 år senere, med opfølgningen ”Mørkeland”. En politisk thriller om spillet på Borgen.

”Lee”, premiere 26. september
Kate Winslet spiller krigsfotografen Elizabeth ”Lee” Miller, der efter en karriere som model bliver krigskorrespondent for modemagasinet Vogue under 2. verdenskrig.

”We Live in Time”, premiere 24. oktober
Filmen med Andrew Garfield og Florence Pugh i hovedrollerne beskrives som en sjov og dybt rørende kærlighedshistorie.

”Vejen Hjem”, premiere 28. november
I en desperat søgen efter sin søn lader en mand sig smugle ind i Syrien. ”Vejen Hjem” med Nikolaj Lie Kaas i hovedrollen beskrives som et stærkt og medrivende drama om afmagt, tilgivelse og ubetinget kærlighed.

”Here”, premiere 16. januar
Det er holdet bag ”Forrest Gump”, der står bag ”Here”, hvor Tom Hanks ses i hovedrollen overfor Robin Wright. Filmen fortæller historien om flere familier, der over generationer har en forkærlighed for et bestemt sted.

”Bridget Jones: Vild med Ham”, premiere 13. februar
Bridget er tilbage i en fjerde film, denne gang som single og enlig mor. Her følger vi både Bridget med sin unge nye flirt, ligesom også en gammel kending dukker op.

”Under Stjernerne på Himlen”, premiere 20. marts
Filmiske portrætter hitter blandt biografgængerne, ikke kun om de udenlandske, men også om danske musikkoryfæer. Nu kommer Tommy Seebachs historie i fokus, og til at portrættere ham har vi Anders Matthesen.

”Der er Stadig i Morgen”, premiere 24. april
Filmen kaldes en hjertevarm, italiensk publikumssucces og handler om en kvinde med mand og tre børn, der i slutningen af 1940'erne får et mystisk brev tilsendt.

”En Fanfare”, premiere 22. maj
Denne franske perle fortæller om et uventet møde mellem to brødre, der bringer dem tættere sammen ved hjælp af deres fælles kærlighed for musikken.

”Hjem Kære Hjem”, premiere 19. juni
Frelle Petersens film skildrer en hjemmehjælpers jongleren mellem arbejds- og privatliv. Den taler ind i en realistisk hverdag og tematik omkring de varme hænder og begrebet mental load.